”Åh, rare jæger, slå mig ikke ihjel. Jeg løber langt ind i skoven og kommer aldrig mere tilbage.” Jægeren lod hende løbe og gik lettet hjem. Han fortalte dronningen, at Snehvide nu var død. Så var stakkels Snehvide alene ude i den store, mørke skov. Hun løb forskrækket af sted, rundt om hende var vilde dyr og uhyggelige, krogede træer. Hun kom gennem et tjørnekrat og rev hul i sit tøj. Til sidst kunne hun næsten ikke løbe længere, men heldigvis nåede hun et lille hus. Der gik hun ind og kunne straks se, at der ingen var hjemme. Det var et meget hyggeligt og rent hus. Det lille bord var dækket med syv små knive, syv små gafler, syv små tallerkener og syv små glas. I soveværelset stod der syv senge med det fineste hvide sengelinned. Snehvide var både sulten og tørstig, så hun drak en lille smule vin af alle glas og spiste lidt mad fra hver tallerken. For hun ville ikke tage al mad og vin fra én af beboerne i huset. Hun prøvede alle de små senge, men der var kun én, der var lang nok til hende. Den lagde hun sig i og faldt i søvn. Mens hun sov, faldt mørket på. Nu vendte de syv små dværge, som boede i huset, hjem. De gik hver dag gennem skoven til og fra deres arbejde i bjergene, hvor de hakkede og gravede efter malm og guld. Da de var kommet ind, tændte de alle deres små lygter, og nu kunne de se, at der var nogen, der havde spist af deres mad.