Når dronningen havde hørt spejlet sige det, faldt hun til ro og var glad. For hun vidste, at spejlet kun kunne tale sandt. Snehvide voksede sig smukkere og smukkere for hver dag. Da hun var syv år gammel, var hun så smuk, at ingen kunne måle sig med hende, heller ikke dronningen. Så da dronningen en dag stillede spejlet det sædvanlige spørgsmål: ”Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her?”, svarede spejlet: ”Du er ganske smuk endnu, men skønnest er Snehvide nu.” Dronningen blev rasende og misundelig, og hun kunne nu slet ikke udholde synet af den smukke lille Snehvide. Hun tænkte dag og nat over, hvordan hun kunne blive fri for hende. Endelig bestemte hun sig for at befale en af sine jægere, at han skulle tage Snehvide med ud i skoven og slå hende ihjel. De gik langsomt derud. Men jægeren kunne næsten ikke gøre det, som dronningen havde befalet ham at gøre. Til sidst tog han sin store kniv frem. Snehvide forstod, hvad han ville, og græd og bad: