Det var en kold vinterdag. Store snefnug dalede langsomt ned fra himlen som hvide fugle. Dronningen sad ved vinduet og broderede. Hendes sytøj var spændt ud på en ramme af sort ibenholt. Hun kom til at stikke sig på nålen, og tre blodsdråber faldt ned i den hvide sne. Hun syntes, at de tre farver, den sorte, den røde og den hvide var så smukke, at hun sagde: ”Fødte jeg bare et barn, der var hvidt som sne, rødt som blod og sort som ibenholt.” Kort tid efter fik dronningen den dejligste pige med den fineste hvide hud, de smukkeste røde læber og blankt, sort hår. Da barnet var kommet til verden, døde dronningen. Året efter giftede kongen sig med en smuk kvinde. Den nye dronning var så forfængelig, ond og stolt, at hun ikke tålte, at andre kvinder var smukkere end hun. Hun havde et ganske mærkeligt spejl, som kunne tale. Når hun længe havde stået foran det og beundret sig selv, sluttede hun altid af med at spørge det: ”Lille spejl på væggen der, hvem er smukkest i landet her? ” Og spejlet svarede hver gang: ”Dronning foran spejlet her, du er smukkest af alle der.”