Der var engang en fattig familie med to børn, der hed Hans og Grete. De boede i et lille hus, som lå ude i en stor, mørk skov. De havde ikke mange penge, så de kunne ikke købe mad til deres børn. Til sidst vidste de ikke, hvad de skulle gøre.

Moren var en ond kone. Hun fik en god idé, og hun sagde til sin mand: "Hør her. Vi har ingen penge. Vi må af med børnene, for de spiser alt for meget". Faren blev forskrækket, så han sagde, "Det kan du da ikke mene alvorligt?". Det var, fordi han holdt meget af sine børn.

Moren sagde, "du skal gå ud i skoven sammen med børnene i morgen aften. Ude i skoven skal du tænde et bål. Når børnene sover, lister du væk, uden at de lægger mærke til det."

Hans lå inde i sin seng, men han sov ikke. Derfor hørte han, hvad moren sagde. Han blev forskrækket, men han fik en god idé. Næste morgen vågnede han tidligt og gik ud, uden at nogen så det. Udenfor samlede han mange hvide sten, som han lagde i sine lommer.