hjælp
Kirkens Korshær tager sig af mennesker, som mere eller mindre er opgivet af det danske samfund.
"Uanset om man er direktør eller ligger i rendestenen, har man brug for respekt og værdighed fra sine medmennesker. Derfor giver vi ansatte hånd til den bruger, der kommer her for første gang, og vi har øjenkontakt. Han eller hun er et menneske som alle andre," understreger Birgitte Thorup, der er assistent og stedfortræder i Kirkens Korshær i århus.
Organisationens varmestue skal således således være et fristed, hvor der dufter af kaffe, hjemmebagt brød og mad. Alt det som er en del af de fleste danskeres liv.
"Vi sælger kaffe til 3 kr, ostemadder til 6 kr. og et varmt måltid til 20 kr. Det skal være billigt, for vore brugere overvejer måske, om de 6 kr. skal gå til piller, heroin eller øl. Og nogle gange giver vi endda gratis mad, hvis vi kan se, at der er et særligt behov," fortæller Birgitte Thorup.
Ensomhed og behovet for at snakke med andre er en væsentlig grund til, at narkomaner, alkoholikere og psykisk syge dagligt kommer i varmestuen. Der er dog regler, der skal overholdes.
"Vi siger til folk: 'Du må gerne være fuld, skæv, savlet og beskidt, når du kommer her, men du sælger ikke stoffer, og du skal ikke junke løs.' Vi anerkender, at narkomaner har behov for stoffer, men det skal ikke ske her. Så er der karantæne. For at vi kan hjælpe folk, er vi nødt at have nogle regler. Ellers respekterer vi dem ikke," forklarer Birgitte Thorup.