Der var engang en nydelig, pæn og hvid gedemor, der havde de dejligste gedekid, syv faktisk. De boede i et lille fint hus ude på landet. Rundt om huset lå de store skove, og i dem boede den farlige, store, stygge ulv, der så gerne spiser næsten hvad som helst, men måske især små gedekid.

Det vidste gedemor, som var ret klog, udmærket godt. Så hver gang hun skulle ud af huset, til byen eller i skoven, sagde hun til gedekiddene: "Mine kære børn, husk nu at passe på. Se ud ad vinduet, hvem det er, der banker på, for I må endelig ikke lukke op for ulven. Den er enormt farlig. I kan kende den på dens dybe, grimme og grove stemme og dens store, sorte poter." "Ja, ja, mor," sagde gedekiddene bare, for hun sagde det samme ret tit. Men de lovede også hver gang, at de ikke kunne drømme om at åbne for det gale spektakel. En dag havde gedemor sagt alt det, som hun plejede at sige om ulven. Kiddene havde igen sagt "ja, ja", "nå, nå," "selvfølgelig", og gedemor drog beroliget af sted til byen.