sæt pronominer ind
Det
Den
Der
var engang en nydelig, pæn og hvid gedemor, der havde de dejligste gedekid, syv faktisk.
De
Dem
Deres
boede i et lille fint hus ude på landet. Rundt om huset lå de store skove, og i
de
dem
deres
boede den farlige, store, stygge ulv,
han
hun
som
der
så gerne spiser næsten hvad som helst, men måske især små gedekid.
Det
Den
Der
vidste gedemor, som var ret klog, udmærket godt. Så hver gang hun skulle ud af huset, til byen eller i skoven, sagde hun til gedekiddene: ”
Min
Mit
Mine
kære børn, husk nu at passe på. Se ud ad vinduet, hvem
det
den
der
er,
han
hun
som
der
banker på, for I må endelig ikke lukke op for ulven.
Det
Den
Der
er enormt farlig. I kan kende
det
den
der
på dens dybe, grimme og grove stemme og dens store, sorte poter.” ”Ja, ja, mor,” sagde gedekiddene bare, for hun sagde det samme ret tit. Men de lovede også hver gang, at de ikke kunne drømme om at åbne for
det
den
der
gale spektakel. En dag havde gedemor sagt alt
det
den
der
, som hun plejede at sige om ulven. Kiddene havde igen sagt ”ja, ja”, ”nå, nå,” ”selvfølgelig”, og gedemor drog beroliget af sted til byen.
